PRESSEMEDDELELSE: Lyset skinner i mørket for Bjæverskov-virksomhed

Takket være en imponerende vækst og modige investeringer i ny teknologi hører Ingemann Components i dag til blandt Nordeuropas førende producenter af specialiserede løsninger inden for optisk belysning. Derfor vinder Ingemann Components DI Roskilde/Køge Bugts Initiativpris 2020.

Roskilde domkirke

Ingemann Components A/S i Bjæverskov ved Køge producerer specialiserede løsninger til belysningsindustrien i hele Nordeuropa. Ingemann Components har de senere år specialiseret virksomheden. De har investeret i ny avanceret teknologi og ansat højtuddannet personale inden for optiske løsninger til belysning. Det har resulteret i årlige vækstrater på mellem 12 og 18 procent.

Ingemann Components arbejder i dag målrettet på at udvikle nye optiske løsninger i tæt samspil med kunderne. Virksomheden har blandt andet udviklet et nyt lyslaboratorium, der skal validere tekniske løsninger og imødekomme nye behov i markedet. Det skubber grænserne for, hvad der er teknisk muligt inden for optik til belysning.

„Ingemann Components har taget et vigtigt strategisk valg om, at virksomhedens lønsomhed skal findes gennem investeringer i specialisering og know-how. Det er et godt eksempel på, at en virksomhed fra vores lokalområde kan imødekomme kundernes behov via en dyb teknisk viden og forståelse for de nye tendenser i markedet“, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugt Carsten K. Jensen.

Da coronakrisen ramte Danmark i marts, formåede Ingemann Components hurtigt at samle alle relevante medarbejderressourcer og omlægge den ledige kapacitet for at producere ansigtsvisirer i plast til brug for sundhedssektoren. I dag leverer virksomheden stadig ansigtsvisirer, sideløbende med den daglige forretning, som beskytter borgere og medarbejdere i sundhedssektoren mod covid-19.

„Ingemann Components’ indsats under coronakrisen er et godt eksempel på, hvad man kan udrette, når administration, udvikling og produktion går hånd i hånd. Så opstår der nye innovative idéer, som kan løse aktuelle udfordringer“, siger Carsten K. Jensen.

Ingemann Components har under coronakrisen holdt sin omsætning og har foretaget investeringer i bæredygtighed, marketing og online tilstedeværelse for at være rustet til en post-corona agenda.

Se original artikel fra Ritzau.

Fakta om Ingemann Components A/S

  • Ingemann Components A/S holder til i Bjæverskov ved Køge og beskæftiger 30 personer
  • Grundlagt i 2002 af Birgit og Niels I. Møller, sidstnævnte er i dag bestyrelsesformand
  • Direktør Dorthe Hillerup Vedsted har ansvar for den daglige ledelse sammen med salgsdirektør Jens Præstgård Møller
  • Virksomheden producerer optiske løsninger til belysningsindustrien
  • Har mere end 25 års erfaring inden for blændingskontrol
  • Har aktuelt salgskontor i Tyskland, sourcingkontor i Shenzen og planlægger udvidelse til flere europæiske lande